ANDERS LENDAGER TALER TIL DANSK BYGGERIS ÅRSDAG

Dansk Byggeri afholder i dag årsdag og har i den forbindelse inviteret forskellige meningsdannere og eksperter til at diskutere de udfordringer, vi står overfor lige nu – men også i fremtiden. På årsmødet vil det blive debatteret, hvorvidt bæredygtighed (her forstået klima- og socialt ansvar) er løsningen. Samtidig vil der blive stillet spørgsmålstegn ved, om det er økonomisk bæredygtigt at træffe sociale og klimavenlige løsninger.

Hos Lendager Group mener vi, det er essentielt, at vi tænker langsigtet, når vi træffer beslutninger. Vi skal ikke kun skabe vækst på kort sigt, men sørge for at skabe løsninger, der tager ansvar for fremtiden – både økonomisk, klimamæssigt og socialt.

Derfor er Anders Lendager, CEO og grundlægger af Lendager Group, inviteret til at deltage på Dansk Byggeris årsdag i temamødet ‘Økonomisk bæredygtighed – er pengene der?’ Her vil Anders åbne op for, hvorfor bæredygtighed er en god økonomisk forretning og give bud på, hvordan vi i Lendager Group arbejder med bæredygtige forretningsmodeller.

De to andre deltagere på temamødet er Marius Møller (direktør i PensionDanmark) og Uffe Drejer (administrerende direktør i home).