LENDAGER GROUP UDARBEJDER STRATEGI FOR NY BÆREDYGTIG BYDEL I HØJE-TAASTRUP

Et stort oplevelsesområde med bl.a. indendørs aquapark, konferencecenter, ferieboliger, butikker og naturpark skal de kommende år bygges i Høje-Taastrup. Nordic Water Universe er navnet på byggeriet der skal etableres på en 840.000 kvadratmeter stor grund syd for Hakkemosen. Lendager Group er blevet hyret af Høje-Taastrup Kommune til at udarbejde den strategisk byplan for udviklingen af det samlede oplevelses- og fritidsområde. Planen skal danne et robust grundlag for en langsigtet bæredygtig udvikling af bydelen, så det regionale fritidsområde bliver en stor skandinavisk turistattraktion og samtidig skaber værdi for Høje-Taastrups borgere.

”Vi er meget stolte over at blive udvalgt til en opgave som denne,” siger Stig Ammitzbøll Jørgensen, Kreativ Leder i Lendager Group. Ofte lander oplevelsesparker som afkoblet øer i udkanten af vores byer og bliver ikke tænkt ind byens øvrige udvikling og urbane kredsløb. Med Nordic Water Univers, har Høje Taastrup fået en by-driver der ikke kun vil tiltrække tusindvis af besøgende, men også et væld af andre oplevelsesbaseret virksomheder. “Hvis vi planlægger områder som de her ordentlig, kan de blive til nye oplevelsesrige bydele, øge folkesundheden, skabe vækst og lokale arbejdspladser. Det er det vi vil have fokus på,” supplerer Stig Ammitzbøll Jørgensen.

Udviklingsplanen er netop igangsat og første fase forventes afleveret i løbet af sommeren 2017.