LENDAGER STRATEGI FUSIONERER MED THE CIRCULAR WAY

Hvordan tjener man penge i praksis på bæredygtighed? Lendager Strategi og The Circular Way har slået sig sammen for at tilbyde specialiseret og tværfaglig strategirådgivning med fokus på omstilling til cirkulær økonomi.

Fusionen kommer som en reaktion på øget efterspørgsel af cirkulære løsninger, hvorfor der nu i fællesskab skalereres op for at hjælpe flere kunder med at tjene penge på klimaansvar.

Virksomheder og politikere har på det seneste fået øjnene op for, at der ligger et stort potentiale i at skabe bæredygtig forretning til gavn for både virksomhed, samfund og klima gennem cirkulær økonomi. Men alt for tit er afstanden mellem den spirende ide til reel handling for stor en mundfuld for selv de mest ambitiøse virksomheder. Derfor vil Ditte Lysgaard Vind og Anders Lendager med stiftelsen af The Circular Way by Lendager Group tilbyde strategisk rådgivning, der forener tanke med handling – _og samtidig skaber positive resultater på bundlinjen.

 

Bedre bundlinje og større impact

Med Lendager Group har CEO Anders Lendager haft stor succes med at udvikle innovative løsninger i byggebranchen. Særligt er de kendt for metoder til at genbruge beton og andre byggematerialer, og deres evne til at skalere cirkulære løsninger op på et rentabelt niveau, helt uden at gå på kompromis med pris, kvalitet og æstetik. Samtidig har Ditte Lysgaard Vind med etableringen af The Circular Way, opnået et stærkt fundament i strategiudvikling og kommunikation omkring skiftet fra lineær til cirkulær økonomi. Fusionen af de to giver derfor de helt rette forudsætninger for tværfaglig og vidensbaseret strategisk rådgivning om cirkulære forretningsmodeller og økonomi.

Netop evnen til at skabe bæredygtige løsninger, der giver konkurrencefordele, åbner op for nye revenuestreams og forbedrer miljøaftrykket mærkbart, udgør fundamentet for fremtidens vindervirksomheder. Et fundament, hvor forretning og bæredygtighed er hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Jo bedre bundlinje, des større positiv impact – til gavn for både virksomheden, mennesker og planeten.

 

Virksomhedens baggrund

The Circular Way og Lendager Group har arbejdet tæt sammen siden foråret 2016, og har nu valgt at slå sig sammen med et ønske om at være frontløbere på en cirkulær revolution i Danmark. Dermed opstår The Circular Way by Lendager Group, som vil have Ditte Lysgaard Vind som ansvarshavende partner.

Ditte Lysgaard Vind fik for alvor øjnene op for cirkulær økonomi som en mulighed for at forene god forretning og klimaansvar, da hun sad i bestyrelsen under opstarten af VIGGA.US i sin tid som senior konsulent i det tidligere Hansen Agenda. Hun startede senere netværket for Cirkulær Økonomi sammen med Ida Auken, (R). Men Ditte ønskede at sætte fokus på det store potentiale i cirkulær økonomi i forhold til virksomhedsstrukturer, og hun stiftede dermed i januar 2016 konsulentbureauet The Circular Way. Virksomheden har således siden sin start hjulpet både danske og internationale virksomheder og organisationer med at omlægge til cirkulær økonomi og den tilhørende strategi og kommunikation.

Anders Lendager blev allerede i sin tid som arkitektstuderende interesseret i byggebranchens rolle i forhold til klimaudfordringerne, og han startede derfor i 2011 arkitektvirksomheden Lendager Architects med en ambition om at være Danmarks førende bæredygtige tegnestue – _og sidenhen er det blevet til Lendager Group, som er en tværfaglig virksomhed, der består af de tre virksomheder; Arkitektur, Up og det nu tidligere Strategi. Lendager Group har siden sin start haft et stærkt fokus på at løfte byggebranchens ansvar for at løse fremtidens klimaudfordringer.

Er du den ny direktør?

Sammenlægningen betyder også, at The Circular Way by Lendager Group er på udkig efter en direktør, der ligeledes har høje ambitioner om at bruge cirkulær økonomi til at bygge en bæredygtig fremtid. Læs mere om stillingen her.

Kontakt

Anders Lendager: Anders@lendager.com // tlf.: +45 6128 0011

Ditte Lysgaard Vind: Ditte@thecircularway.com // tlf.: +45 3160 3255